Designklubben er tilbage – denne gang med nål og tråd
Har du en god idé til et logo, et motiv eller måske et personligt navneskilt? Så kan du få hjælp til at føre idéen ud i livet, når Ballerup Bibliotek onsdag den 26. august tager hul på en ny sæson i Designklubben.
Af Morten Lykke Larsen
Har du en god idé til et logo, et motiv eller måske et personligt navneskilt? Så kan du få hjælp til at føre idéen ud i livet, når Ballerup Bibliotek onsdag den 26. august tager hul på en ny sæson i Designklubben.
Designklubben er et kreativt fællesskab for alle i alderen 16-45 år. Deltagerne mødes i Tech-Teket på biblioteket, hvor de fordyber sig i et designtema, et håndværk eller et materiale. Hver sæson strækker sig over fire onsdage og har sit eget tema. Tidligere har deltagerne blandt andet arbejdet med lampedesign, og denne gang er det broderi, der kommer under kærlig behandling.
På det første møde bliver deltagerne introduceret til både grafiske designprincipper og broderiteknikker. Sammen skal de designe og fremstille et navneskilt og samtidig lære, hvordan en broderimaskine fungerer, og hvordan en idé kan omsættes til et færdigt design.
Der bliver også arbejdet med designprogrammet Inkscape, hvor deltagerne trin for trin lærer at gøre deres idé klar til broderimaskinen. På de følgende tre mødegange er der mulighed for at arbejde videre med et logo eller et motiv efter eget valg – med hjælp og inspiration fra de andre i klubben.
Man behøver ikke have erfaring med hverken design eller broderi for at være med. Det vigtigste er lysten til at være kreativ og prøve kræfter med noget nyt.
Designklubben mødes fire onsdage i efteråret: 26. august, 30. september, 28. oktober og 25. november, alle dage kl. 18.30-21.00 i Tech-Teket, der er bibliotekets teknologiglade deleværksted. Det er gratis at deltage, og tilmelding sker på mail til Rie på ries@balk.dk.